21.02.12 Natur
Planetariet får rumrejser i 3 D
Tycho Brahe Planetarium, der er blandt de største planetarier i verden, bliver nu også et af de mest avancerede med nyt digitalt udstyr til formidling af vores viden om universet.
Tycho Brahe Planetarium bliver nu også et af de mest avancerede med nyt digitalt udstyr til formidling af vores viden om universet.
Nyt digitalt udstyr for 6 mio. kr. giver mere fascinerende formidling
Kontakt
Astrofysiker Michael Linden-Vørnle på mykal@tycho.dk T 3318 1997 eller adm. direktør Peter O. Sevel på sevel@tycho.dk, T 4141 4991.
Da Tycho Brahe Planetarium for 22 års siden slog dørene op, var det med sin næsten 1.000 m2 store kuppel tidens mest avancerede sted for visualisering. Sådan bliver det igen, når installation af nyt digitalt udstyr for næsten 6 millioner kr. kan tages i brug i juni måned.
Projektet gennemføres med støtte fra bl.a Nordea-fonden.
”Med det nye udstyr kan vi på en helt ny måde gøre vores formidling både langt mere forståelig for vores gæster og samtidig fascinerende i en grad, vi aldrig før har set på så stor en kuppel, som den vi har på Planetariet”, fortæller astrofysiker Michael Linden-Vørnle.
Med en diameter på hele 23 meter hører Planetariets kuppelsal til blandt de største i verden, og det kræver specialudviklet udstyr at oplyse hele det store lærred i en tilfredsstillende kvalitet.
”Med hjælp fra to meget kraftige projektorer med fiskeøjelinser og en særlig visualiserings-software vil vi kunne tage gæsterne med på en meget realistisk rejse ud i universet - og så oveni købet i 3D. Det bliver som at sidde i førersædet på et rumskib, mens det flyver gennem universet til planeterne i vores solsystem - og helt ud til den yderste grænse af universet”, slutter Michael Linden-Vørnle.
Den ambitiøse vision bliver realiseret med støtte fra Industriens Fond, Nordea-fonden, Thomas B. Thriges Fond og Knud Højgaards Fond, der i alt har uddelt 6 millioner kr. til projektet.