Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv; aktiviteter, der er sunde for sjæl eller legeme. Vi har fokus på sundhed, motion, natur og kultur. Desuden støtter vi uddannelse, forskning og innovation - særligt inden for de fire fokusområder. Vi vægter aktiviteter af høj kvalitet og originalitet, som aktivt involverer mange mennesker. Vi støtter både store og små projekter - lokalt, regionalt og nationalt. Alle projekter skal have et klart tilhørsforhold til Danmark.
En 55.000 kvadratmeter stor halmballe-indhegnet græseng på Refshaleøen ved København lagde i sommeren 2011 plads til en ny festival for mad og gastronomi. Temaet for denne første udgave af MAD Foodcamp var planteriget. Over 7.300 personer lagde vejen forbi i weekenden 27.-28. august 2011.
Se flere projekter om:
Bag festivalen står Rene Redzepi og Claus Meyer, der sammen startede restaurant Noma, og den nystartede Food Organisation of Denmark, en organisation der skal fremme gastronomien og kvaliteten af fødevarerne i Danmark.
Målet er en folkelig madsammenkomst med tusinder af gæster og samtidig en begivenhed af et internationalt format.
Den første festival blev afholdt på Refshaleøen ved Københavns Havn 27. - 28. august 2011
Antal besøgende: ca. 7.300 personer.
Danmark fik i august 2011 en ny festival for mad og gastronomi. Over 8.000 madelskere deltog i den første af de årligt tilbagevendende begivenheder, der skal skabe et stærkere fællesskab omkring måltidet, udforske maden og fejre den nye bevidsthed omkring fødevarekulturen i Norden.
På MAD Foodcamp festivalplads kunne man møde kokke, madskribenter og andre ildsjæle fra madscenen, spise i gadekøkkenerne, tale med en række af Danmarks mest ambitiøse bønder, opleve græssende dyr og handle fødevarer af høj kvalitet.
På frugt- og grøntmarkedet, med både vilde og dyrkede afgrøder fra hav, skov, mark og strand, kunne man møde en overdådighed af mere end 400 forskellige saftspændte grøntsager, frugter, bær, spirer, svampe og urter og en perlerække af fødevarer lavet af grøntsager og frugt. Eller man kunne gå på opdagelse i temaområderne, som hver især anskuede planteriget ud fra forskellige vinkler. F.eks. en forvokset bålplads, et større terræn, der alene omhandlede produkter lavet af korn, større meditative områder, der beskæftigede sig med hø, "det vilde" og den levende jord.
Viden om emner som jordkvalitet, plantevækst, hø og kompost blev formidlet på nye måder. Der var workshops, installationer, demonstrationer, madforedrag og desuden Danmarksmesterskabet i hø med kåring af det bedste hø.
Festivalen var drevet af ildsjæle, producenter og eksperter bag nogle af de bedste oplevelser med mad i vores del af verden.
Planteriget var temaet for den første udgave af MAD Foodcamp, der udover hvad der foregår på selve festivalpladsen, også bestod af et internationalt symposium, hvor kapaciteter fra hele verden, heriblandt en række af klodens dygtigste kokke, mødtes over to døgn omkring en vegetabilsk dagsorden.
Foto: Aleksander Thuesen.
Rene Redzepi, en af initiativtagerne til festivalen siger: "MAD Foodcamp skal være den umiddelbare fest for maden, jeg altid har drømt om, men aldrig har oplevet. Der er et stærkt behov for at kokke, bønder, samlere, forbrugere, forskere, handlende, men også de som skriver om mad, mødes i øjenhøjde for at dele viden og for at inspirere hinanden. Hvis vi skal skabe en bedre madkultur, skal der være et sted vi kan mødes og tale sammen."
Claus Meyer, som også står bag festivalen siger: "Det er nu snart syv år siden vi løb den nordiske køkkenbevægelse i gang. En udendørs fejring af vores mad og menneskene bag er en oplagt begivenhed. Vi skal genskabe forbindelsen til naturen gennem måltidet, det er nødvendigt at bygge bro mellem sundhed og velsmag for at skabe bedre liv. Jeg håber MAD Foodcamp en dag må blive for maden, hvad Roskilde Festival er for musikken."
Nordea-fonden støttede festivalen, idet fonden gerne vil medvirke til, at der serveres endnu mere velsmagende ny nordisk hverdagsmad på bordene i danske hjem og dermed bidrage til bevægelsen mod en sundere madkultur.
T: 3333 5583
E: mb@nordeafonden.dk
Sammenhænge mellem fødevarer, madkultur, klima og bæredygtighed.
Hvordan kan velsmag og nordisk madkultur give sundere og bedre liv for børn og voksne?